søndag den 29. januar 2012

Tørklæde med hulmønster


Et lille tørklæde med hulmønster er hvad der blev ud af et bundt garn som var fejlindkøbt. Det er strikket i Kid silk fra drops.

Vinter

Så fik vi vores første sne. Det er udsigten fra mit køkkenvindue her til morgen. Jeg er ikke særlig vild med vinter med sne og kulde. Da mine børnebørn var små var det lidt sjovere med en kælketur, men da de er blevet 14,18 og 21 år har de vist fået andre interesser.
Jeg tror jeg vil sidde og hygge mig i eftermiddag med mit strikketøj

onsdag den 25. januar 2012

Morgenboller

Da der er flere der har spurgt efter opskriften på mine boller kommer den her:

50 g hvedekerner
50 g rugkerner
50 g sesamfrø
50 g hørfrø
Kernerne får et opkog med 6 dl vand
Afkøles og tilsættes
6 dl surmælksprodukt (f.eks. A-38 eller kærnemælk)
10 g gær
1 tsk. salt
ca. 1kg. hvedemel
Æltes med en grydeske ikke med hænderne. Dejen må godt være så våd at man ikke kan få fingrene i den. Hvis man er kommet lidt for meget mel i kommer man bare lidt mere vand.
Sættes til hævning gerne i køleskab. Hvis jeg laver dejen sent på aftenen lader jeg den bare stå på køkkenbordet.
Jeg bruger 2 bageplader. Der bliver 9 boller på hver plade og de sættes på med to skeer.
Smøres med æg og sættes i oven på 200 gr. i 20-25 min.
God fornøjelse.

tirsdag den 24. januar 2012

Det er bare herligt med nybagte boller til morgenmaden. Dejen er lavet aftenen i forvejen med 10g gær og bagt her til morgen. Derefter en dejlig gåtur på ca. 6 km til vores strikkecafé og fik kørelejlighed til hjemturen.

mandag den 23. januar 2012

Bæreøjetaske

Nu er det slut med dyreprint. Jeg havde lige lidt stof tilbage fra de to andre tasker og der kunne lige blive til en lille taske med bæreøje. Så fik jeg lige lært den teknik også.

Nyt projekt

Jeg vil nu ikke kalde det et projekt. En retstrikket trøjevest som er et rigtig fjernsynsstrikketøj. Det er ikke det mest spændende men jeg tror nu nok at den skal blive meget sød.
Til en patchwork aften så jeg en lille nålepung som jeg fik lyst til at sy. Jeg var faktisk ikke klar over at min nye symaskine kunne sy bogstaver, men jeg måtte lige en tur ind til Guldager i Århus for at få lidt undervisning.

søndag den 22. januar 2012

Handsker i alpaca

Det er hvad er er kommet af pindene. Et par dejlige handsker i alpaca. De passer lige til mit halstørskæde strikket i Christel Seyfarth stil. Jeg havde et par nøgler garn købt ved en fejltagelse liggende. Havde på et tidspunkt planer om at bytte dem til en anden farve.
I weekenden har vi været en tur i København sammen med min søster og svoger for at besøge vores datter og svigersøn og der mistede jeg den ene handske, men den er heldigvis blevet fundet liggende i en vandpyt. Så den får jeg ved lejlighed. Jeg havde ellers besluttet at strikke en ny da der var garn tilovers, men det bliver jeg heldigvis fri for. Det var ellers den handske som jeg havde lavet en del fejl i snoningerne på, men jeg gad altså ikke at trævle op for jeg tænkte at de luner jo alligevel.

onsdag den 11. januar 2012

moskusoksegarn

Min niese som bor på Grønland havde dette dejlige garn fra moskusokse med til Danmark da de var hjemme i julen og hvad skal man så strikke af det. Jeg har på mormorstrik set dette flotte sjal så jeg bestilte opskriften med det samme her. Det bliver noget af en udfordring, men jeg glæder mig til at komme i gang.

fredag den 6. januar 2012

Rundkørsel

Som jeg før har fortalt er jeg blevet lidt interesseret i patchwork og quiltning og i den forbindelse var jeg til et møde hos Kaløquilterne. Der var en dame som havde et problem med en opskrift, så jeg satte mig for at prøve at løse opgaven, det er der jo en udfordring i. Jeg må sige at man skal holde tungen lige i munden for det er 2 farvet patentstrikning med et dobbelt glatstrikket stykke i 2 farver. Det er svært at forklare men opskriften kan downloades på Geilsk hjemmeside.

Slå om vest

Denne dejlige vest er strikket i Kauni. Da jeg kom hjem med garnet var mit barnebarn Laura helt vild med farverne, så jeg besluttede at den skulle hun eje når den var færdig, og jeg må sige den er rigtig flot til hende med de farver, da hun har et flot rødt hår.

tirsdag den 3. januar 2012

Halsrør 2



Efter nogle dejlige dage med besøg af familie og venner er det tid til at opdatere bloggen. Jeg er blevet færdig med et halsrør til min svigerinde. Strikket i strømpegarn fra Grønhøj Garn.